Gazelle 2009

Dato: 05-11-2009
Gazelle 2009

- Pressemeddelelse

En kontinuerlig vækst igennem de sidste fire år, hvor omsætningen er mere end fordoblet i maskinstationen er baggrunden for, at dagbladet Børsen har udnævnt Mosegaarden ApS som gazellevirksomhed.
At blive udnævnt som gazellevirksomhed og dermed være blandt Danmarks vækstelite, gør med rette Danny Bonn Pedersen, som ejer Mosegaarden i Gludsted, glad og stolt.
Siden 1995 har Børsen udvalgt de virksomheder, som opfylder kriterierne om kontinuerlig vækst i omsætningen, og som samlet set har mere end fordoblet omsætningen i de sidste 4 år.
- Jeg har ikke hørt om andre i branchen, som har modtaget gazelleprisen, og jeg synes, at det er meget flot, at en virksomhed som Mosegaarden kan præstere så stor en vækststigning i de tider, vi har nu, siger Danny Bonn Pedersen.
 

Vejen gennem krisetid

Mosegaarden, som har hovedafdeling i Gludsted, blev startet i 1984 af brødrene Lars og Danny Bonn Pedersen. Det første år, var det kun de 2, som betjente kunderne. Året efter kom den første ansatte og siden er virksomheden støt og roligt vokset blandt andet gennem overtagelsesaftaler med mindre kollegaer. Siden år 2000 er udviklingen dog gået stærkt.
Vores styrke er professionelle medarbejdere og en god vedligeholdt maskinpark, som sikrer, at vi kan udføre den brede vifte af arbejdsområder, som vi tilbyder vore kunder.
Den nuværende økonomiske krise rammer klart både vore kunder og virksomheden, og det gør, at vi igennem de sidste par år i endnu højere grad end hidtil har indført en strammere økonomistyring, hvor vi fokuserer på omkostninger og effektiviseringer, fortæller Danny Bonn Pedersen.
Der følger ingen økonomisk gevinst med udnævnelsen fra Børsen. Vi får et diplom, som beviser, at vi arbejder seriøst indenfor branchen og tillige en udnævnelse, som giver os et positivt løft i den trængte tid, som både vore kunder og vi står midt i, og det er godt nok for mig, siger Danny Bonn Pedersen
 

Tilbage til oversigten